Kristian Guldfeldts tale
Herunder er Kristian Guldfelds officielle del af taleoplæg på repræsentantskabsmødet i SIKO 26-03-2019.
Tak for invitationen. Jeg har glædet mig meget til at komme her i dag.
Jeg vil gerne indlede med at give en stor ros til SIKO for det konstruktive arbejde, vi har sammen med jer om udvikling af idrætten i Odense. Vi politikere sætter virkelig stor pris på jeres bidrag og engagement.
Igen til budget 2019 er lykkes det at skaffe midler til foreningsområdet:
-Forøgelse af 2:1-puljen med 1 mio. kr. fra 3 til 4 mio. kr. i årene 2019 – 2022.
-Renovering af kommunale fritidsfaciliteter 3 mio. i 2019 og 2020 (primært
omklædningsrum).
-400.000 kr. til en forundersøgelse af Mødested Tarup-Davinde.
-Midler til fleksible ishockeybander, så skader kan mindskes.
-Midler til ekstraordinær renovering af Højme Svømmehal.
-Løsningsmuligheder for partnerskaber omkring hal på Østerbro.
Fritidspolitik
Vi arbejder videre med de initiativer, der er nævnt i Fritidspolitikken.
Kobling mellem skole og fritid.
I 2018 har der været samarbejder i regi af den ”Åbne Skole” med alle grundskoler i Odense. Ca. 50 foreninger udbyder aktiviteter, og aktiviteterne svinger mellem lange forløb (5-12 gange á 2 timer) og korte forløb (2-4 gange á 2 timer). Herudover afvikles en række skoleturneringer i forlængelse af undervisningsforløb:
-Skole OL.
-Skolerugby.
-Skolekegler.
-Skoleturnering Cykelbanen.
-Skoleturnering Beachvolley.
Og så er Skolernes Motionsdag, Skoleidrættens Forårsfestival og Cykledage
Odense Idrætspark også en del af de aktiviteter, der iværksættes ved hjælp af midler fra Idrætspuljen.
Samarbejdet med SIKO om administration af Idrætspuljen er et godt eksempel på det gode samarbejde Odense Kommune og SIKO har.
For 2018 afsatte byrådet ekstra midler til Idrætspuljen. Midler der kun kunne disponeres over i 2018. Derfor besluttede By- og Kulturforvaltningen, at en del af disse midler vil gå til at evaluere ordningen.
Evalueringen har haft til formål at belyse både elevernes, skolernes og
idrætsforeningernes udbytte af samarbejdet omkring ”Åben Skole aktiviteter”, og hvilken betydning Idrætspuljen har for samarbejdet mellem skolerne og foreningerne.
Og vi må bare konstatere, at det er meget positive resultater, der kan opsummeres fra evalueringen.
Hvis I har lyst, kan evalueringen findes som bilag til Folkeoplysningsudvalgets dagsorden til mødet den 4. april. (Tryk Her) Det er meget interessant læsning.
Optimering af faciliteter og anlæg
Fritid og Eliteidræt er lige på trapperne med en facilitetsstrategi, der vil give et billede af, hvordan den demografiske udvikling i Odense spiller sammen med de fritidsfaciliteter, der allerede er i byen. Og samtidig sættes der lidt retning på, hvor der er behov for at se på, og om de eksisterende faciliteter dækker de fremtidige behov.
Som bilag til facilitetsstrategien vil forvaltningen også udarbejde et anlægskatalog, der skal indeholde de anlægsønsker, der ligger ude hos foreningslivet.
Til det brug, samler vi de oplysninger, vi allerede har, og så beder vi foreningerne om at melde eventuelle projekter ind til forvaltningen, så vi får et samlet overblik.
Facilitetsstrategien vil derimod ikke indeholde en renoveringsplan for de kommunale fritidsfaciliteter. Den viden ligger i Ejendom, som administrerer og vedligeholder de kommunale fritidsfaciliteter, og indgår derfor i deres samlede overblik over renoveringsbehovet i Odense Kommune.
Facilitetsstrategien forventes færdig inden påske, men da den vil være et dynamisk dokument, så vil der løbende blive tilføjet faciliteter, så vi på sigt får registreret alle fritidsfaciliteter. Både de kommunale og de foreningsejede/-lejede – i et og samme dokument.
Aktive og inspirerende byrum
I forbindelse med omdannelse af Odense fra stor dansk by til dansk storby, så forsøger vi hele tiden at have fokus på, at byen også indeholder nogle inspirerende uderum.
By- og Kulturforvaltningen arbejder blandt andet på at udvikle Matr. 17a og den grønne kile, som er arealer nede omkring havnen.
Matr. 17a skal gerne på sigt være et aktivt miljø for skatere og andre ”på hjul”.
Det er et projekt, der er opdelt i faser, og fase 1 er et mindre skaterområde, men jeg ved, at forvaltningen arbejder hårdt på at skaffe flere midler.
Bydelspuljen
Der er igen i 2018 bevilget tilskud til rigtig mange foreningers projekter.
Som noget nyt kan der i 2019 søges om tilskud mundtligt. Der kan maksimalt søges om 25.000 kr., men ansøgningsprocessen er hurtig og forholdsvis ukompliceret. Jeg vil opfordre jer til at læse mere på Odense Kommunes hjemmeside, hvis I går med tanker om at søge tilskud til et mindre projekt.
Talentudviklingsstrategi
I 2018 vedtog By- og Kulturudvalget en Talentudviklingsstrategi for Idrætsområdet. Strategien erstatter Eliteidrætsstrategien.
Talentudviklingsstrategien sætter et større fokus på de unge idrætsudøveres trivsel, og det er hensigten, at forvaltningen i de kommende år både vil understøtte klubbernes arbejde med trivsel, og støtte op om for forskellige projekter og forskning omkring emnet. Det bliver spændende at følge – for trivslen for vores børn og unge er så utrolig vigtig.
Fremtiden
Der er en bystrategi på vej for Odense Kommune. Bystrategien er Odense Byråds vision og strategi for udviklingen af Odense frem mod 2030.
Bystrategien beskriver en række drømme for Odense. En af dem er drømmen om et Odense med stærke fællesskaber på tværs af generationer, sociale forskelle og by, forstad og landsby. En by der sætter en ære i at arbejde sammen med borgere og foreninger.
Samtidig er arbejdet med Kommuneplan 2020 sat i gang. Jeg ved, at Fritid og Eliteidræt med alle midler forsøger at få sat foreningernes aftryk begge steder.
Samtidig har forvaltningen udarbejdet et anlægsforslag, hvor der søges om en økonomisk ramme, så det er muligt at reservere arealer til fremtidige fritidsfaciliteter, når der udvikles nye boligområder.
Jeg ved, at der også er andre forholdsvis store anlægsønsker fra foreningslivet – herunder et markant ønske fra SIKO og DBU Fyn, der handler om, at Odense Kommune overtager ejerskabet og driften af alle de kunstgræsbaner, der er etableret i de senere år.
Det anlægsønske og de andre ønsker – blandt andet, at der afsættes midler til renovering og optimering af fritidsfaciliteter, skal vurderes politisk i forbindelse med de kommende budgetforhandlinger.
Jeg må dog være ærlig – det ser svært ud. Der er i Odense mange bud efter de kommunale anlægskroner, og fritidsfaciliteterne er oppe mod så ”store spillere” som daginstitutioner og skoler. Men vi må se til efteråret.
Og når nu jeg nævner bl.a. daginstitutioner og skoler, så er jeg også nødt til at komme lidt ind på de økonomiske udfordringer, vi i Odense står overfor i de kommende år.
Som I nok har set eller hørt i medierne, så har Odense Kommune, lige som næsten alle andre kommuner i de kommende år store udfordringer indenfor velfærdsområderne.
Økonomiudvalget har derfor besluttet, at det er nødvendigt at gennemføre
omprioriteringer på i alt 200 mio. kr. til velfærdsområderne.
De 60 mio. kr. skal omprioriteres fra administration til velfærd, og de 140 mio. kr. skal omprioriteres på en måde, så de borgernære velfærdsområder skånes.
Og det kommer måske som en overraskelse for nogle af jer –
men de arbejdsområder, vi primært dækker i By- og Kulturforvaltning anses ikke som en del af disse velfærdsområder.
Præcist hvilke områder, der vil blive ramt af omprioriteringen, ved vi ikke endnu, men der er sandsynligvis ingen områder i By- og Kulturforvaltningen, der går fri.
Folkeoplysningsudvalget vil på møde den 4. april blive orienteret om status på omprioriteringen, og Folkeoplysningsudvalget vil også blive inddraget for så vidt angår den del af besparelserne, der berører Folkeoplysningsområdet.
Samtidig med, at der arbejdes med disse omprioriteringer, så har vi også i
Økonomiudvalget nedsat en Task Force, der skal se på, hvilke udfordringer vi som kommune står over på velfærdsområderne og også komme med konkrete løsningsforslag og anbefalinger.
Task Force Velfærd skal spille en aktiv rolle i den borgerinddragelse, der skal bidrage til, at den lokale offentlighed tildeles en udvidet rolle i refleksion og overvejelser om de valg, der skal sikre rammerne for den nære velfærd i Odense.
Ja – det er en lidt trist måde at slutte min tale af på, men samtidig giver det også svar på nogle af de emner, som jeg er blevet bedt om at forholde mig til i min tale i dag.
Tak for jeres tid.
Kristian – Tusind tak for en tale, der virkeligt bakkede suverænt op om SIKO´ s politiske virke!
Venlig Hilsen fra Henrik Schmidt, formand SIKO