Referat af repræsentantskabsmødet d. 17/11 2020

Referat af repræsentantskabsmødet d. 17/11 2020

Mødet blev afviklet i henhold til dagsorden

 

Valg af dirigent

Helge Pasfall blev valgt. Han konstaterede at der var indkaldt rettidigt og at dagsordenen var som angivet i vedtægterne.

Formanden aflægger beretning

Henrik Schmidt henviste til den udsendte skriftlige Beretning og supplerede med den mundtlige.

Både den skriftlige og mundtlige kan ses på hjemmesiden.

Beretningerne blev suppleret med indlæg fra :

  •  Foreningsværkstedet
  •  Mads Hemmingsen fra Sanderum Boldklub Link til Indlæg her
  •  Beskæftigelses og Socialforvaltningen

Alle indlæg kommer på hjemmesiden.

Kommentarer fra salen: Jørgen Bendix OGF: Hvad gør SIKO i forhold til foreningernes mistede indtægter på grund af restriktionerne ?

Henrik Schmidt svarede: Vi har presset på både i forhold til kommunen og organisationerne. Det er lykkedes i en vis udstrækning, idet der nu kommer yderligere muligheder for foreningerne. På grund af et mindre forbrug på nogle af puljerne kan foreningerne søge om et forhøjet aktivitetstilskud. Vi har fortsat focus på at der også skal være hjælpepakker i 2021. Det tyder alt på.

Derefter blev formandens beretning godkendt.

Kassereren fremlægger revideret regnskab til godkendelse.

Dennis Witek fremlagde regnskabet.

Leif Rasmussen, Bristol spurgte om årsagen til de øgede indtægter i fonden. Svar: Indtægtsforøgelsen er forårsaget af værdistigningen på vores værdipapirer.

Michael Hansen, Neptun : Hvad vil bestyrelsen gøre ved det faste årlige underskud ?

Svar: Vi er stadig ramt af den kommunale besparelse fra 2013,

hvor man tog 200.000 fra os på en nat.

Vi kæmper for at opretholde aktivitetsniveauet, men det er klart at vi har focus på situationen og overvejer hvilke skruer, der kan bringes i anvendelse.

Derefter blev regnskabet godkendt.

Dennis Witek fremlagde budgettet til orientering.

Ingen indkomne forslag.

Valg.

Henrik Schmidt blev genvalgt som formand.

Pernille Egdal og Michael Mai blev genvalgt som bestyrelsesmedlemmer.

4 nyvalgte bestyrelsesmedlemmer:  Bent Juhler, Andreas Kjeldsen, Niels Peter Knudsen og William Bond.

2 suppleanter: Poul Bülow og Michael Dahl Larsen.

PK Revision genvalgt.

1 folkevalgt revisor Hanne Clemmensen genvalgt

1 revisorsuppleant Arne Christensen genvalgt.

Eventuelt.

Der var afskedsgaver og taler til Carina Andersen, Jimmy Andersen og Arne Andersen.

Fødselsdagstaler til Hans Ole Andersen og Henrik Schmidt. Der afholdes fødselsdagsreception for Henrik Schmidt i løbet af 2021.

Hyldesttale til Steen Fredsøe, Fyns Motor Sport som er ”Årets frivillige idrætsleder 2019”.

Pernille Egdal opfordrede foreningerne til at komme med feedback

i forhold til foreningskonsulentudvalget.

Jacob Kristensen, Højby berettede om miljøkravene til en skaterbane.

Der skal være mindst 2 meters afskærmning omkring. !

Dirigenten og formanden takkede for god ro og orden.

Mødet blev afsluttet med et indlæg fra Rådmand Christoffer Lilleholdt.

Referent: Preben Rasmussen

 

Herunder ses Rådmand Christoffer Lilleholdts indlæg

Tak for Invitationen

Jeg har set frem til at deltage i SIKO’s repræsentantskabsmøde og møde jer frivillige.
Jeg vil gerne indlede med at give en stor ros til SIKO for det konstruktive arbejde, Odense Kommune har sammen med jer om udviklingen af idrætten i Odense. Jeg sætter virkelig stor pris på jeres bidrag og engagement.
Det er en rigtig underlig situation Danmark står i lige nu – og i øvrigt har stået i længe. Der er så mange ubekendte omkring, hvordan og hvornår vi kan komme op i fulde omdrejninger igen.

I det tidlige forår troede mange af os nok, at situationen vil være nogenlunde normaliseret nu, men efterhånden som månederne år,så kan vi jo alle se, at det trækker længere og længere ud.
I By- og Kulturforvaltningen er vi meget opmærksomme på, hvilke problemer og udfordringer foreninger og aftenskoler står overfor, når vi kommer på den anden side af Covid-19.
Og lige nu kan ingen vist spå om, hvornår vi er det.By- og Kulturudvalget har besluttet at følge regeringens henstilling om, at de kommunale tilskud udbetales uagtet om aktiviteterne kan gennemføres. Og vi har lige i de 6 største kommuner sendt en opfordring til Kulturministeren om, at den bekendtgørelse, der ligger til grund for det, bliver forlænget 2021 ud.
På de sidste to møder i Folkeoplysningsudvalget har udvalget truffet beslutning om at omprioritere midler fra både udviklingspuljen, aktivitetspuljen og Idrætspuljen til ”corona støtte”. Og samtidig besluttede udvalget, at den lille hjælpe-pulje, der blev afsat i foråret på 300.000 indgår i samme pulje.

Det betyder, at der er i alt 1.700.000 kr., som kan komme foreninger og aftenskoler til gavn. Og de er fordelt således, at de 1.280.000 kr. går til foreninger.

Folkeoplysningsudvalget har drøftet, hvordan midlerne kunne fordeles meste retfærdigt, og de har besluttet, at der udbetales et beløb på ca. 11 kr. (regner vi med, at det bliver) pr. medlem, og dobbelt tilskud til medlemmer under 25 år og til handicappede.

På den måde får alle foreninger et bidrag til at dække i hvert fald lidt af de merudgifter, der er til indkøb af sprit og værnemidler mm.

Lige for nuværende er det jo helt uvist, hvad det er for en tid forenings- og fritidsaktiviteterne går i møde.
Det er svært at spå om, hvordan jeres medlemmer stiller sig i forhold til at betale kontingent, når de aktiviteter, der tilbydes, ikke er ”som normalt”.
Der er mange arrangementer fra foråret, som er udskudt til efteråret, og som måske nu igen udskydes. Det er meget uvist det hele, for situationen ændrer sig hele tiden.
Heldigvis for foreningslivet har regeringen endnu en gang forlænget hjælpepakkerne, som administreres af DIG, DGI og Firmaidrætten. Så forhåbentlig kommer alle foreninger i gennem corona-tiden med ”skindet på næsen”.

Året der er gået.
Det er min første tale til jer. En tale jeg har set frem til, for jeg ved, hvor vigtigt det er, at vi løbende er i dialog med hinanden om den udvikling, der pågår inden for idrætslivet.

Der har før været besparelser på foreningsområdet, men 2019 blev et helt særligt år. Et år, hvor velfærdsdagsordenen kom til at fylde alt, og mange snakkede om, hvad velfærd rent faktisk er.

Der er jo ingen af os, der er i tvivl om, at velfærd naturligvis er daginstitutionsområdet, skoleområdet, ældreområdet, det sociale område osv.

Men på en eller anden mystisk måde, så forsvandt så meget andet velfærd pludselig ud af debatten.

Hvad blev der af, at velfungerende og velvedligeholdt lokaler er en forudsætning for at drive vuggestuer, børnehaver, plejecentre og skoler og på skolerne også gode fritidsfaciliteter.

Og hvad blev der af, at vi ønsker, at alle odenseanere skal have mulighed for at tage del i de gode fællesskaber.

Det er en dialog, som vi er nødt til at genoptage i år. Og heldigvis så ser det ud til, at det er ved at vende, og I har alle sammen modtaget invitationer til onlinemøde om Velfærdens Fundament.

Jeg håber, at mange af jer vil afsætte tid af til at deltage. Her skal vi bl.a. tale om, hvordan vi får optimeret faciliteterne til hele fritidslivet. Og så skal vi også tale om kunstgræsbaner.

Alle os, der er til stede her i dag, er ikke i tvivl om, at forenings- og fritidslivet også er en del af god velfærd.

Der er beviser for, at det er godt både for det psykiske og det fysiske, at være deltagere i gode fællesskaber, og det er også i forenings- og fritidslivet, at vi kan præge vores børn og unge i forhold til de demokratiske processer.

Og ikke mindst – så er det i fritids- og foreningslivet, at vi møder den menneskelige diversitet, der er i samfundet. Her møder vi nogle mennesker, der ikke nødvendigvis ligner os og har de samme livsforudsætninger som os.

Så lad os bruge resten af 2020 og 2021 på at få fritids- og foreningslivet manifesteret i velfærdsdagsordenen.

Som en lille kuriositet, så vi lykkedes med at få overbevist de fleste i byrådet om, at kultur og fritid er en vigtig medspiller i omdannelsen af Vollsmose.

Det tog lidt tid, men nu tror jeg, at den er der.

Hvad skete der ellers i 2019

Desværre måtte fritidsområdet i forbindelse med omprioriteringerne i forbindelse med Budget 2020 holde hårdt for. Det betød bl.a., at en række puljer, understøttelse af aktiviteter mv. blev sparet væk.

Åben Skole aktiviteterne kørte på højtryk i 2019 og ind i 2020 lige indtil corona ramte, men det er virkelig vigtigt, at vi fastholder puljen minimum, som den er nu. Også selv om der i dette underlige corona-år været en nedgang i samarbejder mellem skoler og foreninger. Men den kommer mange både foreninger og skoleelever til gavn.

Corona-krisen har sat nogle af indsatserne lidt på pause, men situationen i den sammenhæng er så småt ved at normalisere sig.

Forskelligheden i de tilbud foreningerne kan stable på benene er stadig imponerende.

Lige op til årsskiftet gik et større renoveringsprojekt af omklædningsrum i gang. Byrådet havde afsat 6 mio. kr. til formålet, men det viste sig, at blive meget dyrere end forventet, så der er fundet yderligere midler på Odense Kommunes vedligeholdelsesbudget, så der i alt bliver renoveret for omkring 9 mio. kr.

Hvad ser vi ind i 2020Selv om det efterhånden er ved at være noget tid siden, så er der lige et par lykønskninger, vi skal have på plads.

Allerførst skal vi lige lykønske Viktor Axelsen med All-England titlen. Det er et fantastisk resultat for Victor, Odense Badminton Klub og dansk badminton i det hele taget.

Og selvfølgelig også stort tillykke til Rasmus Lund Pedersen, som vandt VM-guld i 4.000 m. holdforfølgelsesløb med landsholdet – endda i ny verdensrekord. Et flot resultat for Rasmus og for Odense Cykelklub.

Syddansk Universitet kom i efteråret 2019 med deres rapport om Fremtidens Idrætsfaciliteter.

Odense Kommune er allerede gået i gang med at implementere nogle af anbefalingerne.

Der er sat kameraer op i alle idrætshaller både kommunale og selvejende, så vi i fællesskab kan få overblik over udnyttelsen af hallerne og på den måde få optimeret brugen af disse.

Undersøgelser i forbindelse med Fremtidens Idrætsfaciliteter har nemlig vist, at der er plads til forbedringer, når det handler om at udnytte vores idrætshaller.

Samtidig er der igangsat et udviklingsforløb for ledere i de selvejende idrætsfaciliteter med henblik på at opkvalificere de ansatte.

Omdannelsen af Vollsmose er også i gang, og der er efterhånden kommet stor fokus på kultur og fritid i den forbindelse.

By- og Kulturforvaltningen er klar med forslag til en række meget konkrete indsatser, som skal være med til at øge deltagelsen i fritids- og kulturaktiviteter i Vollsmose.

Nu skal forvaltningen så se på, hvordan indsatserne kan finansieres.

I 2020 har vi revideret Fritidspolitikken. Den er nu klar i en opdateret udgave, som Folkeoplysningsudvalget netop har godkendt på mødet den 22. oktober.

I den reviderede Fritidspolitik er der indarbejdet 3 nye fokusområder:

*Sammenhængskraft i fællesskaber – fritidsliv som en essentiel del af velfærden.
*Sammenhængskraft i lokalområderne – optimering af faciliteter og anlæg.
*Sammenhængskraft i naturen – friluftsliv og udeaktiviteter.

Facilitetsstrategien er blevet lagt ud på Odense Kommunes hjemmeside, og er nu også et værktøj, der kan bruges aktivt.

Byrådet har en vision om, at Odense skal være røgfri i 2030 med den første røgfrie generation i 2025.

Vi ved, at mange rygere er begyndt at ryge i ungdomsårene. Jo tidligere man begynder at ryge, jo større er risikoen for, at man bliver afhængig, og jo sværere er det at stoppe igen.

Derfor er børn og unge i Odense en vigtig målgruppe for at indfri visionen.

Organisationerne – DBU Fyn og SIKO samt Folkeoplysningsudvalget – har været inddraget, og deres anbefaling har været, at der ikke indføres rygeforbud, men at der henstilles til, at der ikke ryges på boldbanearealer og andre fritidsområder.

På den baggrund har byrådet lige før sommerferien besluttet, at der henstilles til, at der ikke ryges på de kommunale idræts- og fritidsfaciliteter.

Byrådet har også besluttet, at alle foreninger, der har aktiviteter på disse arealer, skal udarbejde en ryge-/tobakspolitik.

Forvaltningen har derfor inviteret alle foreninger til et informationsmøde, hvor Røgfrit Odense har stillet sig til rådighed for at være foreningerne behjælpelig med råd og vejledning.

I foråret 2020 overdrog Fyens Motor Sport det areal, hvor deres gamle motorbane har ligget i Højbjerg til Odense Kommune.

Det er sket i forbindelse med et mageskifte, hvor Fyens Motor Sport til gengæld har fået stillet et areal til rådighed i Kærby Mose, og deres nye motorsportsanlæg er nu taget i brug.

Mange af os er virkelig glade for, at den sag endelig har fået en god afslutning.

Jeg har jo fået fortalt, at den sag er startet længe før jeg blev født, så det er virkelig dejligt, at den endelig har fået en afslutning.

Tankerne med arealet i Højbjerg er, at det skal bruges til fritidsformål. Der har været holdt et par møde i lokalområdet, hvor interesserede har kunne byde ind med aktiviteter for området – naturligvis under skønsom hensyntagen til naturen.

Her til sidst vil jeg gerne endnu en gang opfordre jer alle til, at vi i fællesskab får talt fritid og kultur ind på sin plads som en helt naturlig del af velfærden.

Vi ved det i forvejen. Derfor skal vi netop også sørge for at udbrede budskabet ved hjælp af eksempler på, hvor vi understøtter, at alle får mulighed for at være en del af et forpligtende fællesskab.

Et fællesskab, hvor man lærer om demokrati, samfundsforhold, dannelse, forskellighed mv. Alt sammen er noget, der er forudsætningen for, at vi kan tale om, at danskerne skal vise samfundssind. Og derfor er fritidslivet en forudsætning for velfærden.

Tak for ordet.