Fradrag for at være frivillig

Odense Kommune har muligheden for at være first mover i bestræbelserne på at tiltrække flere frivillige.

Synspunkt
Af Henrik Schmidt, formand SIKO
Sendt til Fyens Stiftstidende 31.08.17

Det odenseanske foreningsliv blomstrer.
Ligesom efteråret er kendetegnet ved en imponerende farverigdom, er det også kendetegnende for de utallige aktivitetsformer i idrætsforeningerne.
De frivillige ledere arbejder hårdt for at imødekomme de forskellige målgruppers varierede behov, der både er kendetegnet ved ønsket om en opretholdelse af de traditionelle idrætsgrene og ved et her og nu-behov for nye foreningsbaserede aktiviteter, f.eks. det helt aktuelle e-sport.
De frivillige ledere og undervisere får rigtig meget igen i form af deltagernes glæde og oplevelsen af et reelt fællesskab.
På alle områder er foreningen en unik, positiv størrelse, der både kulturelt og socialt indtager en særstilling i det moderne individualiserede samfund.

Odense Kommunes lidet flatterende placering som nr. 83 på ranglisten i forhold til tilskuddene til idrætsforeningerne er ikke tilfredsstillende.
Der er et kæmpe behov for nytænkning.

SIKO foreslår derfor, at Odense Kommune etablerer en fradragsordning for de frivillige ledere i foreningslivet.
Selv om det er særdeles meningsfuldt at være frivillig leder, er der også en iboende risiko for, at disse ihærdige ledere brænder ud alt for tidligt. Abejdsmængden bliver ofte for omfattende, og den ene opgave tager den anden. Pludselig bliver opgaverne ikke løst som aftalt, og så kommer konflikterne mellem lederne. Hvor det tidligere var lysten der drev værket, er det nu sure pligter, der hober sig op.
I mange foreninger er mængden af frivillige ikke proportional med opgavemængden. Der er for få hoveder og for få hænder. Det bliver de samme, der igen og igen skal løse opgaverne.
Hvis forslaget om, at man kan trække et vist antal frivillige arbejdstimer fra, bliver effektueret, vil der være en ekstra motivationsfaktor for at deltage aktivt i foreningsopgaverne. Det vil blive meget nemmere at tiltrække bestyrelsesmedlemmer, men også i forhold til involveringen af ad hoc-frivillige til specifikke og kortfristede opgaver vil der opstå nye muligheder.

Fradragsordningen skal selvfølgelig baseres på systemets tillid til, at foreningerne og den enkelte frivillige kan dokumentere antallet af timer. Det er ikke anderledes end i det eksisterede tilskudssystem.

Vi vil hermed give bolden videre til politikerne i Byrådet.
Vi ser frem til, at de griber dette forslag.
Hvem støtter dette?
Vi stiller os gerne til rådighed for en arbejdsgruppe, der kan gennemarbejde dette forslag.