Overlad driften af de kommunale idrætshaller til idrætsforeningerne
Overlad driften af de kommunale idrætshaller til idrætsforeningerne
Sendt til Fyens Stiftstidende 13. april 2018 12:13
Idrætspolitik med visioner handler om at træffe nogle valg, der har nogle brugbare og målrettede perspektiver.
I forhold til den nuværende og fremtidige vedligeholdelsesstandard på de kommunale idrætshaller i
Odense skal SIKO hermed opfordre politikerne til at træffe et valg, der betyder at idrætsforeningerne får råderet over de
kommunale idrætshaller og får et årligt beløb stillet til rådighed til at drive hallen.
Hvis man kigger ud over hallerne i Odense vil man hurtigt se at der er meget stor forskel på vedligeholdelsesniveauet og
moderniseringsgraden i hallerne. De 13 selvejende haller er i meget bedre stand end de kommunale og de er også i langt
højere grad opdateret til de nutidige udfoldelsesbehov.
De selvejende haller drives af frivillige bestyrelser, der arbejder tæt sammen med bestyrelserne for de idrætsforeninger, der
bruger hallerne. Denne model har vist sig at være særdeles brugbar i forhold til driften af hallerne. De vedligeholdes på baggrund af de frivilliges ansvarsbevidste ledelse og de opdateres på baggrund af bestyrelsernes vurdering af de aktuelle og fremtidige behov.
Hallerne får et årligt driftstilskud fra kommunen, men arbejder desuden med en massiv egenfinansiering, først og fremmest i kraft af en omfattende frivillig indsats fra lokalområdets foreninger, beboere og firmaer men også igennem øvrig fundraising.
Endelig betyder denne organisering også at hallen udnyttes langt mere effektivt end de kommunale haller, der ofte står tomme,
ikke mindst i ferieperioder, hvor fritidsbrugerne desværre ofte nægtes adgang.
De kommunale idrætshaller ledes i dag af skolerne, der ofte nedprioriterer dette område. Desværre betyder denne
nedprioritering at hallerne ikke vedligeholdes og overhovedet ikke opdateres til de aktuelle og fremtidige behov.
Derfor er der behov for et stort beløb til genopretning af disse haller. Idrætsforeningerne ønsker ikke at overtage ruiner. Derfor skal
der følge et tilfredsstillende beløb med til genopretningen. Derefter skal idrætsforeningerne i de respektive lokalområder
have mulighed for at overtage hallerne efter samme model som den der gælder for de selvejende haller.
Med denne model vil der blive skabt et grundlag for en bæredygtig fremtid for disse idrætsfaciliteter. Lokalområdets
beboere og foreninger vil bidrage til dette med en massiv frivillig indsats, der er mange millioner værd.
Hvilke politikere vil kæmpe for denne model ??