Søren Aahman

Hej. Jeg hedder Søren Aahman og er valgt ind i Siko´s bestyrelse i kraft af at være formand for de selvejende haller i Odense. Til dagligt arbejder jeg som daglig leder i Odense Bowlinghal & Simgolf Center, hvor jeg har været ansat siden 2015.  

Siden ungdomsårene har sport altid fyldt meget og både svømning, fodbold og skak har været afprøvet inden bowlingsporten blev min store passion.  Jeg startede med at bowle i Odense Bowlinghal i 1984 og har haft mange fantastiske oplevelser med sporten. Ungdomsårene foregik på Sct. Knuds Gymnasium med et 4årigt Team Danmark forløb som sproglig Student, da jeg samtidigt spillede 3 år på ungdomslandsholdet.

Siden hen blev det også til 4 år på seniorlandsholdet inden karrieren på topplan blev indstillet til fordel for familien. I dag spiller jeg stadigt bowling, når tiden tillader det.

At være en del af en sportsgren og indgå i et fællesskab med andre mennesker giver en som person rigtigt meget. Jeg har fundet kammeratskaber, som stadigt eksisterer og i dag er min hobby blevet min levevej. Men en af de vigtigste ting er, at de kompetencer man lærer ved at være en del af et fællesskab, en klub, en forening, de kompetencer kan man bruge i andre facetter gennem livet, uanset om man har dyrket sport på elite eller hobbyplan.

Jeg har haft rigtigt mange gode og positive oplevelser indenfor bowlingsporten og det er noget, som jeg ønsker, at mange andre også oplever med deres fritidsaktivitet.

Derfor skal vi i SIKO arbejde for, at så mange som muligt for muligheden for at være aktive i deres fritid og at rammerne for det aktive fritidsliv er til stede.

Ud over at idræt naturligvis er sundt for kroppen, så lærer vores unge mennesker også at begå sig. De lærer at være en del af et fællesskab, at tage hensyn til hinanden, at det er ok at ”fejle” at man bliver bedre til ting, ved kontinuerligt at træne hen imod et mål. Alt sammen noget, som kan bruges andre steder i livet.

Jeg oplever, at vi i samfundet har en tendens til altid at skulle helbrede, altid slukke ildebrænde, i stedet for at forebygge. Derfor mener jeg at vi skal tænke idræt ind, som en del af sundhedssektoren. Prøv at forestille sig, hvis vi kunne flytte ressourcer fra dette område over i idrætten i stedet for, så er jeg ganske sikker på, at verden ville se helt anderledes ud.

Jeg vil i SIKO arbejde for, at hele Idrætsområdet i Odense for mere opmærksomhed fra de til enhver tid siddende politikere, for som det er nu, er der ikke mange ambitioner på idrættens vegne.  Vi kan og skal gøre det bedre for at give alle mulighed for et aktivt fritidsliv i Odense.

Scroll to Top