Synspunkt

Forskellige idrætsforskere lancerer gang på gang holdningen om at idrætsfaciliteter ikke er afgørende for befolkningens tilslutning til organiseret idræt i idrætsforeningerne.
Desværre er det nogle letkøbte argumenter, som især købes af politikerne i de store kommuner som argument i de årlige budgetlægninger.
For de frivillige idrætsledere i de store byer ser virkeligheden noget anderledes ud. I mange foreninger etablerer man nu lange ventelister for de idrætshungrende børn og unge, seniorhold nedlægges eller flyttes til ekstreme tidspunkter, f. eks fredag aften, som altid har udgjort en øm tå i facilitetsudnyttelsen. Kreativiteten hos lederne er enorm, gangene og omklædningsrummene i idrætshallerne udnyttes til træning og man flytter sågar opvarmningen udenfor fordi hallen er optaget.
Idrætsforeningerne i de store byer har ikke en jordisk chance for at imødekomme det store antal børn og unge, der gerne vil med i foreningsfællesskabet. Dette gælder generelt alle indendørs idrætsgrene.De selvsamme forskere har en tendens til at pege på outdoor idræt som det store mantra i forhold til den nødvendige nytænkning. Dette argument købes også ivrigt af politikerne, der her ser muligheden for en særdeles billig løsning.
Borgerne kan jo bare løbe og cykle på alle vores fantastiske stier !!

 
Borgerne trives imidlertid allerbedst i  dynamiske foreningsfællesskaber, hvor et stort antal i alle aldre kan mødes på tværs af idrætsgrene.
I de byer og lokalområder, hvor man har en stor mængde af idrætsfaciliteter samlet på et sted, er der en massiv tilslutning til den lokale idrætsforening.
Tune IF, der blev kåret som årets idrætsforening i 2020 er et lysende eksempel på dette. Der bor 5000 i byen og 3500 af disse er medlem af idrætsforeningen, der råder over tre haller. Foreningen administrerer selv hallerne, som i øvrigt stilles gratis til rådighed. Samtlige haltider bliver udnyttet og de tre haller, fitnesscentret og de øvrige klublokaler summer af liv og glade dage med masser af mennesker og masser af frivillige, der står i kø for at hjælpe til. De traditionelle foreningsdyder som holdånd og sammenhold er de bærende værdier for dette fantastiske foreningseventyr.Der er mange, mange flere eksempler på lignende foreninger rundt om i landet, også i de store byer. Mængden af faciliteter samlet på et centralt sted i lokalområdet, gerne tæt på skolen, er den helt afgørende forudsætning for at frivilligheden kan udfoldes til fulde. Når faciliteterne er der skabes der et grundlag for involveringen af den store mængde frivillig energi, som er tilstede hos et stort antal borgere, især forældre, der gerne vil yde en indsats for deres børn og dermed for foreningen. Hvis kommunen desuden  uddelegerer ansvaret for den daglige vedligeholdelse af faciliteterne til foreningerne så er der skabt et miljø, der er langtidsholdbart.

 

Forskernes argumenter om at idrætsdeltagelsen i høj grad er afhængig af idrætsforeningernes kompetencer både i forhold til ledelse og instruktørernes evne til at levere kvalificeret undervisning er således misvisende, i hvert fald i forhold til prioriteringen af midlerne. Når først faciliteterne er der ser man hvordan de udviklende foreningsmiljøer udfolder sig, både på leder og instruktørsiden.

Med venlig hilsen
Preben Rasmussen
Sekretariatsleder