Statens Institut for folkesundhed har netop offentliggjort resultaterne af den sidste landsdækkende undersøgelse af danskernes trivsel.
Hverken i forhold til den fysiske eller mentale trivsel er resultaterne tilfredsstillende.
Alt for mange danskere bevæger sig for lidt, alt for mange er overvægtige og alt for mange mistrives.
Endnu mere bekymrende er det at denne mistrivsel rammer bredt.
Både børn og unge, voksne og seniorer er ramt af disse tendenser.
I SIKO og de odenseanske idrætsforeninger har vi igennem en årrække ageret ud fra målsætningen om at den odenseanske foreningsidræt skal rumme idrætsaktiviteter for alle. Foreningsidrættens fællesskaber rummer netop svaret og løsningen på den fysiske og mentale mistrivsel.
Idræt for alle er et særdeles ambitiøst slogan, men i SIKO og foreningerne holder vi konstant snuden i sporet for at kunne leve op til dette.
Foreningsfællesskabet med idrætten som den fælles ramme indeholder i sig selv de kvaliteter, der skal til for at vi lever op til målsætningen. Den enkelte udøver bliver set, accepteret, får udviklingsmuligheder og bliver inkluderet i et fællesskab, som også rækker ud over individet. Alle løfter i flok og alle bliver løftet. Både den fysiske og mentale del er med på paletten.
De odenseanske idrætsforeninger tilbyder disse almentdannende og udviklende fællesskaber for alle hver dag hele året rundt. De frivillige lederes indsats og engagement er båret af deres egen indre motivation og glæde ved at kunne gøre noget meningsfuldt for andre.
I SIKO kæmper vi hver eneste dag for at optimere rammerne for idrætsforeningernes muligheder for at opretholde og udvikle foreningsidrætten. I kraft af puljer som Idrætspuljen, Sundhedspuljen og nu kursuspuljen kan foreningerne søge tilskud til denne udvikling og bestræbelse på at tiltrække endnu flere odenseanere til idrætten og fællesskabet.
På baggrund af Regeringens udspil på sundhedsområdet aktualiseres behovet for en genetablering af en sundhedspulje, som idrætsforeningerne kan søge til målrettede indsatser overfor udvalgte målgrupper.
SIKO har sendt ansøgningen afsted til den nye Rådmand for Sundhedsforvaltningen. Vi ser nu frem til et hurtigt svar. SIKO og foreningerne er så klar !